Vegetar Light - Interview med en kogebogsforfatter

Forfatteren til den nye fedtfattige vegetarkogebog Vegetar Light, lod sig underkaste et interview om hendes motivation for at skrive bogen, hendes baggrund og alt muligt andet af vegetarisk relevans.

Ført af Sune Borkfelt

Hvis vi starter lidt med din baggrund, før vi går til selve bogen: Du skriver, at du holdt op med at spise kød efter at have fået meget af det i en kort periode og at du derefter ikke kunne udholde tanken om at spise kød og stadig har det sådan. Det lyder næsten som om du mener det stadig er noget det kunne gå over en dag, så du bliver kødspiser igen?

Jeg har hele tiden troet, at jeg ville begynde at spise kød igen...i hvert tilfælde i starten, hvor jeg blev ved med at tænke "Ej, i morgen skal jeg prøve at spise kød igen". Men da jeg så stod ved køledisken og så alt det rå kød, der bare lå i bunker og ventede på at blive spist - blodigt, råt...bvadr....jeg kunne slet ikke udstå tanken. Heller ikke i takt med at jeg har fået mere og mere information omkring det gode ved IKKE at spise kød – sundhedsmæssigt såvel som etisk.

Der er jo også mange gode grunde til at spise vegetarisk, som du nævner. Men vil det sige, at det primære for dig stadig er noget, hvad skal man sige, æstetisk?

Jeg tænker især på dyrevelfærd - tanken om at slå et dyr ihjel for at jeg selv kan få noget at spise, får det helt til at gibbe i mig. Jeg kan da sagtens kan huske hvor godt det var at spise kød - smagen af kød kan ikke sammenlignes med noget andet. Men jeg savner det OVERHOVEDET ikke - det mangler overhovedet ikke i mit liv - et faktum, der til stadighed kan overraske mig lidt!

Okay. Hvordan har din familie og dine venner haft det med, at du ikke spiser kød? Har du kunnet forklare dem hvorfor?

Egentlig tror jeg at det med at jeg har fået en "overdosis" af kød har gjort min vegetarisme til noget håndgribeligt for dem. Mine forældre har været meget accepterende overfor det; især har min mor bakket meget op og sørget for altid at lave lækker vegetarmad til mig - for hende har det også været en kærkommen "undskyldning" for at eksperimentere lidt mere i køkkenet og få endnu mere grønt ind i madlavningen. Jeg er heldigvis vokset op med meget grøn og sund mad, så det tror jeg også har "skubbet" til min overgang til vegetarismen.



Mine venner har også været utroligt accepterende. Flere har - let nervøse - kastet sig ud i vegetarmadlavningen og har haft kødfrie dage, når de var sammen med mig. De fleste synes også at det har været sjovt at blive udsat for mine køkkeneksperimenter i forbindelse med kogebogen. For ikke at tale om at gå ud og spise vegetarisk med mig - der er desværre ikke så mange spisesteder, der er decideret vegetariske, men nogen er der da, og de (vennerne) har taget det som en interessant og til tider endda inspirerende oplevelse at gå ud og spise rent vegetarisk.

Endelig har overgangen herhjemme været rimelig let, fordi min kæreste er vegetar og har været det i ca. 6 år, så han har været god inspiration også. Jeg tror, at han synes det er dejligt, at jeg nu også er vegetar, men han har på intet tidspunkt opfordret mig til at blive det; ligesom jeg, synes han, at det er et valg, man selv skal tage.

Ja, for jeg har tænkt lidt over det at du har en opskrift med kød for sig selv bagerst i bogen. Har du virkelig været ude for kødspisere, som simpelthen bare ikke ville undvære kød for et måltids skyld?

Nej, overhovedet ikke. Men jeg har nogen gange synes, at jeg ville "gi' igen" når nu de har været så accepterende overfor min anti-kødspisning - og så ligesom gi´ det den anden vej også. Jeg synes det er vigtigt, at man husker at give plads til alle - vegetarer såvel som kødspisere. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg synes at det var lækkert at stå og rode med rå kylling!

Ja, for rigtig mange vegetarer (mig selv inklusive) ville simpelthen af æstetiske årsager ikke lave mad med kød. Men lad os vende os mod noget andet... Når nu du har lavet en fedtfattig vegetarkogebog, er det så fordi du kender mange vegetarer, som har brug for at holde øje med vægten? Hvordan tror du markedet er for sådan en bog?

Jeg har jo sådan set taget udgangspunkt i mig selv og de frustrationer jeg har i min madlavning... Ligesom der er overvægtige kødspisere, er der også overvægtige vegetarer, men det har nu ikke været derfor, jeg har lavet bogen. Jeg er bare blevet utroligt irriteret over, at der så ofte bliver tilsat så meget overflødigt fedtstof i de vegetar-opskrifter, jeg igennem tiden har lavet mad efter. Decilitervis af olie, kokosmælk, fløde.... hvorfor?! Man kan sagtens klare sig med langt mindre og stadig opnå en lækker smag.

Jeg tror, at jeg på mange måder har ramt ret godt plet med denne kogebog. Jeg tillader mig at forestille mig, at der er mange, der har stået i deres køkkener ligesom mig og revet sig i håret over, at det skal være så besværligt og fedt at lave vegetarmad. Der er virkelig ikke mange fedtfattige og nemme vegetaropskrifter at finde "derude"! På en eller anden måde har kombinationen af vegetarisk/fedtfattig/let/overskuelig bare ikke været noget, der var til at opdrive. Og det har jeg så forsøgt at råde bod på - man kan vel godt kalde dette en niche ...jeg føler i hvert tilfælde, at jeg har ramt et tørt sted.

Jeg har fået positive tilbagemeldinger - mange kødspisere har været glade for den nemme tilgang til vegetarkøkkenet, hvad end de har ønsket at bruge det som et supplement til "kødhverdagen" eller de har villet spise grønnere i det hele taget – eller har haft lyst til at spise kage med nogenlunde god samvittighed. Og ud fra tilbagemeldingerne fra vegetarer, virker det i hvert tilfælde som om, at jeg har fat i noget, de har manglet, og det er jo dejligt.

Men mange vegetarer har nok lidt en opfattelse af, at det mest er det gode fedt man finder i de vegetabilske fødevarer - med enkelte undtagelser - og at det især er fedtet i animalske retter, som er kraftigt fedende. Mener du det er helt forkert?

Jeg tror på at det animalske fedt er væsentligt mere fedende og usundt end fedtet i de vegetabilske fødevarer - hvilket jo må siges at være positivt for vegetarer. Ikke desto mindre mener jeg, at der i de fleste vegetaropskrifter bliver tilsat ALT for meget fedtstof. Men man skal jo have lidt fedt hver dag - dog synes jeg, at man skal gå væk fra at tilsætte hele mængden til sin mad og i stedet få størstedelen gennem f.eks. nødder af forskellig slags, der afhængig af typen har utroligt mange gode og sunde egenskaber.

Du nævner også det med overskueligheden. Er det gennemgående for vegetarkogebøger, at de bruger for mange mærkelige ingredienser eller har for lange ingredienslister, efter din mening?

Jeps - det er helt utroligt så mange besynderlige ingredienser der er i mange af de vegetariske opskrifter, man støder på. Det kan jo sagtens være ingredienser/krydderier, der er med til at lave den pågældende ret rigtig, rigtig lækker, men oftest er det muligt at finde alternativer, der er nemmere at få fat på og som man måske endda kommer til at bruge mere end den ene gang...for det er ofte også et problem at man bliver nødt til at købe ting, man kun får brugt én gang. Sådan synes jeg ikke, at det skal være - det skal være nemt at lave mad ...ellers er man alt for tilbøjelig til at springe over hvor gærdet er lavest! Ofte bliver man også overvældet, hvis ingredienslisterne er for lange - så mister man pusten før man overhovedet kommer i gang!

Men er det ikke mere et problem for mange kogebøger generelt, frem for blot et problem i vegetaropskrifter? Kan du nævne et par eksempler på sådanne bøvlede vegetar-ingredienser?

Joh, det kan der egentlig godt være noget om, men jeg synes dog især ofte, at man møder dette i vegetaropskrifter, fordi disse ofte er meget internationale med ingredienser, som er særligt fra fx. Indien eller lignende. Heldigvis er der jo mangle indvandrer-grønthandlere, som efterhånden har et rigt udbud af alternative varer, som kan være sjove at eksperimentere med - og som måske endda er i nogle af opskrifterne!

Lad mig lige se, om jeg kan komme på nogle vegetar-ingredienser...

Tofu?

Tofu...tjaeeh, altså hvis man ikke lige er i nærheden af en helsekost-forretning, er det i hvert tilfælde svært at finde. Seitan er også et eksempel. For ikke at tale om gærekstrakt. Men jeg tænker også på nogle af de krydderier, der er i opskrifterne - ikke alle finder det let at få fat på limeblade, sennepsfrø osv.

Du bruger i hvert fald primært nogle ret simple ingredienser, som du fleste nok kender eller som er relativt nemme at finde. Måske også lidt for nemme - de fleste professionelle kokke mener efter sigende, at kinakål er en fuldstændig intetsigende og formålsløs grøntsag. Hvad ville du sige til det?

Hmmm....kinakål kan også få mig til at tænke tilbage til "salaten" i de glade 80ére, hvor det ligesom var meget dét man spiste. Men kinakål kan sagtens blive lidt spændende, hvis man steger det sammen med nogle lækre grøntsager og krydderier og i det hele taget tillader sig at tænke lidt utraditionelt.



Alting er jo relativt! Jeg synes det er helt ok at have "nemme ingredienser", når de står i en kogebog for almindelige mennesker. Kokke vil sikkert gerne have noget mere avanceret - men "almindelige dødelige" skal altså ikke tvinges til at fare land og rige rundt for at finde ingredienser, når de lige er kommet hjem fra arbejde og egentlig bare gerne vil kunne bruge et minimum af tid på at lave et godt måltid mad.

Fair nok. Nu nævner du selv det med helsekostbutikker. Man kunne mene, at din kogebog ikke fokuserer så meget på varer, som er nemme at få økologisk, hvilket mange vegetarer ellers går op i. Eller hvad? Hvad er dit eget forhold til økologi?

Altså, jeg synes at man skal købe økologisk, så meget det er én muligt. Ikke alle har lige nemt ved at få fat på økologiske varer og jeg hører ofte folk klage over, at f.eks. økologiske grønsager og frugt ser mindre indbydende ud og i øvrigt er for dyre. Jeg vil dog ikke sige det sådan, at man SKAL købe økologisk - jeg synes til gengæld, at det er noget, der er værd at støtte.

Så, hvis man synes det er for dyrt i forhold til almindelige varer, kunne det jo være en god tanke, at hvis man støttede op om det og købte økologisk, ville det måske på længere sigt blive billigere i takt med at efterspørgslen bliver større. Heldigvis er det jo også i stor udstrækning blevet muligt at købe økologisk i f.eks. Netto, så der er efterhånden ingen undskyldning! Men i kogebogen har jeg har valgt ikke at skrive "økologisk" ud for nogen som helst af mine ingredienser - det skal folk selv have lov til at vælge.

Du har allerede været lidt inde på, hvilke reaktioner du har fået på bogen. Har de udelukkende været positive?

En enkelt troede bare lige, at han skulle gi´ kogebogen til lillemor, så hun kunne bruge den til inspiration derhjemme - og nu har de simpelthen fået madplan, så den står på vegetarmad mange gange om ugen. Det kan være hård kost for en kødspiser, hvis det kommer uforberedt.

Ellers vil jeg sige, at det stort set har været meget positive tilbagemeldinger, jeg har fået. Jeg har selvfølgelig været ret nervøs for, hvordan bogen ville blive modtaget - jeg mener, jeg er jo ingen professionel kok eller noget. Så at lille mig har kunnet få udgivet en kogebog og at min udgiver har troet på mig og bogen, har virkelig været dejligt. Folk har virkelig modtaget den godt!

Jeg tror det eneste rigtige minus er, at der ikke er billeder i bogen, hvilket selvfølgelig også har gjort, at den er væsentligt billigere end så mange andre kogebøger på markedet.

Kunne man tænke sig, at du kommer til at skrive flere kogebøger?

 Nu skal jeg jo passe på hvad jeg lover. Men jeg vil ikke nægte, at der måske kommer noget mere fra mig... Det er helt fantastisk at få sådan en mulighed som denne, så hvis situationen i fremtiden byder på det ...

Vi har været lidt inde på det, men hvor fedtfattig er din daglige vegetarkost? Og hvad med den til særlige lejligheder, f.eks. jul, hvor kødspisere jo ofte spiser EKSTRA fedt?

Jeg spiser generelt meget fedtfattigt - hvis jeg skal "synde" gør jeg det langt hellere med søde sager end med mad. Heldigvis har jeg jo eksperimenteret mig frem til ikke så få fedtfattige/fedtfrie kager, som jeg kan spise med nogenlunde god samvittighed - et kig på en "normal" kageopskrift giver mig lynhurtigt dårlig samvittighed!

Julen betyder madmæssigt ikke noget særligt for mig - selv før jeg blev vegetar har jeg aldrig brudt mig særlig meget om julemad, så nu som vegetar siger det mig da slet ikke noget.

Jeg starter altid dagen med en smoothie, når jeg har trænet - jeg konditions- eller styrketræner de fleste morgener - efterfulgt af en stor skål frugtsalat op ad morgenen. Derefter groft brød og forskelligt grønt til frokost, for til sidst at spise - som man kan se i Vegetar Light - forskellige gode vegetarretter til aftensmad. Dagen igennem er der selvfølgelig sunde småsnacks af forskellig art.

Interviewet 9. februar 2006.

Kogebogen Vegetar Light kan købes på nomedica.dk. Læs også DVFs anmeldelse af bogen.


Tilbage til liste over artikler