At lave mad til vegetarer er let nok. Men husk endelig følgende råd under tilberedningen:
- Overflader, skærebrætter, gryder, pander og andet køkkengrej, som bruges til at tilberede kød el. fisk med, bør holdes adskilt fra det, der bruges til vegetariske retter, eller rengøres grundigt inden tilberedningen af vegetarisk mad.
- Ovenstående gælder også for pander og fritureudstyr. Sørg for, at al olie brugt til kød el. fisk er væk før vegetarisk mad tilberedes og brug ny, vegetabilsk olie til den vegetariske mad.
- At holde kød og grønt strengt adskilt i køkkenet er ikke blot godt i forhold til vegetariske kunder - det giver også bedre hygiejne og fødevaresikkerhed generelt. Vi anbefaler, at man har særskilt udstyr til brug ved tilberedningen af vegetarisk mad.
En hurtig påmindelse:
Vegetarisk mad må aldrig indeholde:
- Kød, fjerkræ, fisk eller skaldyr i nogen afskygning.
- Bouillon lavet på dyr (f.eks. hønsebouillon eller oksebouillon)
- Animalsk fedt, heller ikke som ingrediens i et færdigindkøbt produkt som margarine eller is.
- Gelatine/husblas. Brug i stedet vegetariske former for stivelse og stabilisatorer.
- Produkter med andre ingredienser, som er produkter eller biprodukter fra slagterier.
