Gode råd, når du vil tilbyde vegetarisk mad

Vil du gerne tilbyde flere/bedre retter til vegetarer? Fantastisk! Her er nogle muligheder, som måske kan gøre det lidt lettere:

  • Køb særlige vegetariske produkter til din madlavning. Selvom man sagtens kan lave spændende vegetarretter fra bunden, findes der efterhånden også et bredt udvalg af produkter, som er særligt egnede til vegetariske retter, f.eks. tofu, tempeh, seitan m.v. Kontakt os gerne, hvis du er i tvivl om, hvor man køber disse.
  • Tænk over, hvad du kan lave med sæsonens friske frugt og grønt! Friske planter - både dyrkede og fra naturen - kan danne grundlaget for enormt spændende og kreativ vegetarisk madlavning.
  • Måske behøver du ikke at opfinde den dybe tallerken fra bunden. Nogle af de retter, du allerede tilbyder, kan måske med lidt opfindsomhed laves i en vegetarisk udgave?
  • Sørg fra starten for at sætte dig godt ind i, hvad vegetarer spiser og ikke spiser. Husk, at vegetarer ikke spiser nogen former for kød, fjerkræ, fisk, skaldyr eller produkter lavet af disse.
  • Du kan finde inspiration til masser af lækker vegetarisk mad i de efterhånden mange vegetariske kogebøger på markedet og i opskiftssamlinger på nettet, både danske og udenlandske.

Hvis du vil gøre lidt mere for vegetarerne, kan du f.eks.

  • Tilbyde en vegetarisk dagens ret eller sætte en ny vegetarret på menuen hver uge eller måned.
  • Lave særlige tilbud på vegetariske retter - de kan f.eks. promoveres som klimavenlig mad!