Som alle andre vil vegetarer gerne have
- ...spændende madoplevelser, når de går ud og spiser. Spændende mad, som smager godt og efterlader os med indtrykket af en god madoplevelse.
- ...et reelt valg mellem flere muligheder. Det er helt klart bedre at have én god vegetarret end ingen at have, men prøv gerne at tilbyde et udvalg af vegetariske retter! Det kunne jo også være, at mange af de kødspisende gæster fandt dem spændende.
Heldigvis er det let at lave god vegetarmad, hvis blot man tænker lidt over, hvad vegetarer egentlig ønsker.
Det gælder om at se muligheder frem for begrænsninger, når maden skal laves.
Vegetarer...
- ...vil have mad uden kød, fjerkræ, fisk, skaldyr eller skjulte ingredienser, som stammer fra disse.
- ...sætter ofte pris på, at der ligger økologi og god dyrevelfærd bag de produkter, som anvendes.
- ...ønsker sig sunde retter og sætter ofte pris på, hvis der er tænkt over at begrænse mængderne af mælk, ost og æg i maden.
- ...sætter stor pris på, hvis de vegetariske retter er klart markeret på menukortet, f.eks. med et lille "v" ud for hver enkelt vegetarisk ret.
- ...ønsker at ost brugt til maden er fremstillet uden animalsk osteløbe, dvs. enten uden osteløbe eller med vegetabilsk/mikrobiel osteløbe. Der findes i dag en del oste på markedet, som opfylder disse krav.
- ...vil gerne have mere end bare en salat eller en ret baseret på færdigretter. Vær kreativ og vær ikke bange for at eksperimentere med nye ingredienser og nye måder at lave mad på!
- ...kan ligesom alle andre godt lide, hvis retterne lyder indbydende. Nogle gange kan et nyt navn til en ret på menuen give et bedre indtryk af, hvor god maden egentlig er. Navne som "vegetarsandwich", "vegetarpizza" m.v. fortæller ganske vist, at det er vegetarisk, men det fortæller ikke ret meget andet.
- ...sætter pris på et udvalg af drikkevarer (safter, øl, vin m.v.), som er lavet uden brug af gelatine/husblas. Mange drikkevarer filtreres i dag ved hjælp af husblas, men der findes heldigvis også et stort udvalg af drikkevarer på markedet, som er filtreret på anden vis eller kan serveres ufiltreret.
