Hvad vegetarer ikke ønsker

  • Ligesom alle andre ønsker vegetarer ikke at få følelsen af, at deres tilstedeværelse er til besvær. Er personalet imødekommende og er der vegetariske muligheder på menukortet (gerne markeret med et lille "v" ved den enkelte ret), sender det et signal om, at vegetarer er velkomne som kunder.
  • Som spisested kan I hjælpe yderligere ved at være opmærksomme på, hvilke fødevarer og ingredienser, der er egnede for vegetarer, og hvilke, der ikke er.
  • Med gode vegetariske retter på menukortet kan I skabe en skare af vegetarer, som er loyale og tilfredse kunder, der vender tilbage gang på gang.

Vegetarer ønsker ikke

  • ...at være henvist til en enkelt, kedelig vegetarret på et spisested, hvor det er tydeligt, at det kun er kødspisernes mad, man kæler for.
  • ...animalsk fedt, som ofte findes i færdigkøbte produkter som is, margarine, bouillon, suppe, kager o.l. Der findes altid alternativer på markedet, som er lavet med rent vegetabilsk fedt. Undlad også at stege eller fritere vegetarisk mad i den samme olie som kød og fisk.
  • ...fisk eller skaldyr af nogen art. Vegetarer spiser ikke dyr af nogen art, ej heller fisk, rejer eller fiskeæg i form af kaviar el. torskerogn. Vær varsom med ingredienserne i pesto og Worcester sauce - nogle gange kan de indeholde ansjoser (små fisk), som er uegnede for vegetarer.
  • ...mad, hvor der undervejs i madlavningen har været brugt kød o.l. til at "give smag". F.eks. vil en sovs eller suppe, hvor der undervejs har været tilsat kød eller fjerkræ, være uegnet for vegetarer, også selvom kødet tages op igen før servering.
  • ...mad med tilsætningsstoffer lavet af dyr. Pas særligt på det røde farvestof cochenille (E-120), som laves af knuste insekter.
  • ...gelatine/husblas i maden. Gelatine og husblas laves typisk af afkog fra huder og knogler, og er aldrig vegetarisk. Eksperimentér evt. med vegetariske alternativer som f.eks. frugtpektin el. Agar Agar.
  • ...at skulle nøjes med mad lavet af det, der er tilbehør til kødretterne. Der findes masser af produkter, som kan tilføje fylde og protein til vegetariske retter, f.eks. bælgfrugter (bønner, linser, kikærter etc.), tofu, seitan/gluten, nødder og meget andet.