Hvor kan jeg købe maden til min vegetariske kost?
Langt de fleste ting kan købes nøjagtig de samme steder, hvor alle andre mennesker køber deres mad: I supermarkedet, hos grønthandleren, hos købmanden osv. Mange supermarkeder har idag endvidere mere specielle varer som tofu, tempeh og vegetariske færdigretter på frost og dåse, og supermarkedernes økologiske udvalg er ofte en god indikator for udvalget af denne slags produkter.
Vil man for alvor se sig om efter specielle eller lidt mere eksotiske varer, kan man med fordel tage en tur i en velassorteret helsekostforretning og lade sig inspirere. På Helsams hjemmeside kan man indtaste sit postnummer og få adresserne på de 5 nærmeste helsekostforretninger - her er dog ikke alle forretninger lige velassorterede, men det kan være et godt sted at starte.
Hvad gør jeg, hvis jeg skal have vegetarisk mad på en restaurant?
Efterhånden har de fleste restauranter i det mindste én eller to retter på menuen, som er vegetariske. Vegetarismen er så meget i vækst, at de fleste restaratører ikke har råd til at ignorere den. Men kommer du et sted, hvor det ikke er tilfældet, så forklar hvad du spiser og spørg, om de er villige til at lave noget specielt til dig. Lad dig ikke spise af med en ret, der er 'næsten vegetarisk', indeholder fisk el.lign., og vær ikke bange for at spørge ind til, om der f.eks. er brugt en animalsk eller vegetabilsk bouillion til supper og sammenkogte retter.
Skulle du komme ud for, at en restaurant overhovedet ikke vil imødekomme dine vegetarisk ønsker - eller at de har en fuldstændig misfortået idé om, hvad der er vegetarisk - så gå et andet sted hen istedet for at lægge dine penge et sted, hvor de tydeligvis ikke ønsker dig som kunde. Du er også altid velkommen til at kontakte os med information om sådanne restaurantsbesøg, så skal vi gerne kontakte den givne restaurant og informere dem om, hvordan de bedre kan imødekomme vegetarer i fremtiden.
Hvad skal jeg sige til min familie og mine venner?
Hvis du møder skepsis overfor dit vegetariske valg fra venner og familie, så lad dig endelig ikke fange ind i skænderier. Saml hellere al den viden om vegetarisme, du kan, så du er rustet til stille og roligt at forklare, hvorfor du har truffet dit valg. Og gør det klart, at det er et valg, der skal respekteres. Vis selv en vilje til at gøre en ekstra indsats for at du kan få den mad, du ønsker, ved f.eks. selv at være villig til at tilberede din egen mad ved familiekomsammener, hvis værterne synes det er svært at finde på, hvad de skal servere for dig. Vis omvendt, at du er glad for det, hvis de gør en ekstra indsats for at komme dig imøde.
Pres endelig ikke nogen til noget, men tilbered gerne nogle af dine bedste vegetariske retter til din familie og dine venner, svar venligt på deres eventuelle spørgsmål, og stil dig afventende overfor, om du kan påvirke deres holdninger og vaner gennem dit gode eksempel.
Er det ikke svært at være vegetar - hvordan kommer jeg igang?
Når man først har vænnet sig fra tanken om, at der ikke må indgå kød i ethvert måltid, er det overhovedet ikke svært at leve som vegetar. Der er en verden af muligheder, og det drejer sig blot om at blive mere bevidst om alle de vegetariske fødevarer, der kan fås i butikker og på restauranter. Der fndes mange vegetariske retter, som er nemme at tilberede, og måske spiser du allerede nogle af dem, f.eks. hummus, falafel, flødekartofler, forskellige salater, grønsagstærter osv. Gå på jagt i de vegetariske sektioner i de mange opskriftsamlinger på internettet for at samle inspiration eller gå på biblioteket, hvor du finder de vegetariske kogebøger under 64.15
Når du først for alvor gør dig bekendt med mulighederne, vil du hurtigt indse, at man sagtens kan være vegetar uden det store besvær, og samtidig vil du have den tilfredsstillelse at vide, at du spiser en sund kost og ikke længere bidrager til de dyredrab og den tæring af verdens naturressourcer, som kødproduktion er skyld i.
