Ordinær generalforsamling 2007 - referat
Afholdt den 27. april 2007, kl. 19-23, på Danasvej 30 B, 1910
Frederiksberg C.
Dirigent: Henrik Hedegård
Referent: Peter Schliemann
Til stede fra bestyrelsen: Alle undtagen Peter Als
Referat:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Godkendelse af dagsorden.
Dagsordenen blev godkendt uden kommentarer.
4. Bestyrelsens beretning (v. formand
Britt Søndergaard):
Det har været endnu et godt år for foreningen, der har
fortsat medlemsfremgangen fra sidste år, så vi i dag
tæller 531 medlemmer. Det har også været et aktivt
år, hvor der er sket meget for foreningen. Vores blad bliver
bedre og bedre, og vi har nu fået en ny trykker, der giver os det
miljørigtige, svanemærkede tryk uden at det har betydet en
meromkostning for foreningen. Endvidere har vi fået en ny
grafiker, som ligeledes har givet bladet et lille ekstra pift og
måske et lidt mere moderne design, og vi har i årets
løb forsøgt os lidt med at lave nogle temanumre om
forskellige emner. Vi hører altid gerne medlemmernes mening om
bladet, både indhold og design, så det kan blive endnu
bedre.
I 2006 kunne foreningen fejre sit 110 års jubilæum,
om vi havde i den anledning stablet et flerdages arrangement på
benene i Kullerup på Fyn, som vi desværre endte med at
aflyse pga. for få tilmeldinger. Til gengæld havde vi et
godt arrangement på den internationale vegetardag, 1. oktober,
hvor vi stod i en informationsstand på Kultorvet og med
hjælp fra Restaurant Flow kunne uddele intet mindre end 40 liter
ayurvedisk suppe sammen med brød fra Det Rene Brød. Samme
dag havde vi også folk på gaden i Aalborg, hvor vore folk
sammen med Anima og Råkostgruppen delte informationsmateriale og
bananer ud, hvilket i øvrigt gentog sig på den
internationale veganerdag 1. november.
Den 4. oktober var vi med ved en stor Støttekoncert for Dyrene,
og fik her sammen med en lang række andre foreninger lov at
præsentere foreningen for tilhørerne. DVF fik endvidere en
del af overskuddet fra koncerten.
Den første weekend i februar var vi sammen med Vegetarbo
på helsemesse i Falconer Centret, hvor vi fik mange gode snakke
og delte meget materiale ud. Messerne giver oftest overskud for
foreningen i form af nye medlemmer og et mindre salg af bøger.
Vi vil meget gerne på flere messer i fremtiden, hvis vi kan finde
tilstrækkeligt med frivillig arbejdskraft til det.
Nytårsfrokosten på Hotel Brøndby Park i marts var
ligeledes et rigtig godt arrangement, som vi var godt tilfredse med. Vi
var i år 55 deltagere og håber, at endnu flere vil deltage
i de kommende år, hvor det er meget muligt, at vi igen vil
afholde den på Hotel Brøndby Park.
Vi har i år også fået lavet en ny 16-siders pjece i
farver og har trykt den i 25.000 eksemplarer. (Her indskød andre
bestyrelsesmedlemmer, at de har uddelt den på bl.a.
Københavns Universitet og at den generelt bliver godt modtaget.
Den egner sig godt til at blive givet hånd til hånd). Alle
medlemmer er meget velkomne til at få nogle eksemplarer til at
dele ud eller lægge på relevante steder.
Sune Borkfelt fortalte lidt om foreningens pressearbejde, hvor vi det
seneste år har fået god omtale ved flere lejligheder, og om
udviklingen på hjemmesiden, der bliver stadig mere omfattende og
nu bl.a. er kommet til at rumme en stor sektion om ernæring med
sider om enkelte næringsstoffer.
Årsberetningen blev godkendt.
5. Forelæggelse af det
reviderede regnskab (v. kasserer Dennis Sørensen)
Kassererens kommentarer til regnskabet:
Foreningen har øget sine indtægter fra medlemskontingenter
fra knap 72.000 i 2005 til nu knap 86.000 i 2006. Dog skal det
tilføjes, at der er en mindre del af disse penge, som kommer fra
gaver i form af større indbetaling i forbindelse med
kontingenter. Disse er af tekniske grunde anført i regnskabet
som kontingenter, men burde egentlig stå anført under
gaver.
Vores udgifter til medlemsbladet er steget i forhold til 2005. Dette
skyldes til dels, at vi i 2005 et par gange fik sat bladet gratis, hvor
vi i 2006 har måttet betale fuld pris. Den anden primære
årsag er, at vi i forbindelse med sommernummeret 2006 fik trykt
5000 eksemplarer i stedet for de vanlige 1500.
I regnskabet ses en stigning i indtægterne fra annoncer i forhold
til 2005. Dette er dog ikke en reel stigning, men skyldes en for sen
betaling af tidligere annoncer, som derfor kommer til at figurere i
regnskabet for 2006. Renteindtægter er steget på grund af
stigninger i samfundsrenten.
Beslutning: Regnskabet blev godkendt.
6. Forelæggelse af budget for
indeværende år
Kassererens kommentarer til budgettet:
Vi regner med fortsat medlemsfremgang i budgettet.
Nogle medlemmer har betalt kontingent to gange. Dette giver en del
problemer med administrationen og spørgsmålet er, hvad man
gør med pengene. Aktivitetsniveauet for i år svarer
nogenlunde til sidste år.
Foreningen har fået portostøtte på godt 8.000 kr.,
som er indregnet i portoudgifterne.
Forsamlingens kommentarer:
Nogle medlemmer argumenterer for, at de dobbelte indbetalinger af
kontingent bør ses som gaver til foreningen, i hvert fald
så længe de pågældende medlemmer ikke kontakter
foreningen for at få penge tilbage.
Preben Holst tilbyder at køre ud med bladet til alle biblioteker
i hovedstadsområdet 2 gange om året. Jan Sorgenfrei
foreslår, at man i stedet kører foreningens nye 16-siders
pjece ud til bibliotekerne, hvilket et andet medlem støtter op
om med den tilføjelse, at vi bør forsøge at
få flere biblioteker til at abonnere. Dette har bestyrelsen
allerede været i gang med at arbejde på, men det er blevet
udskudt, da budgetforhandlinger i mange kommuner har ført til
lukning af en del biblioteker i løbet af i år.
Det overlades til bestyrelsen og Preben Holst at aftale detaljerne
omkring udkørsel af blade og/eller pjecer til bibliotekerne.
Beslutning: Budgettet blev godkendt.
7. Fastlæggelse af kontingent
for næste år
Bestyrelsen foreslår uændret kontingent. Dette vedtages.
8. Forslag fra bestyrelsen
Der fremlægges et forslag om en vedtægtsændring
(§5), som skal øge bestyrelsens kontrol med foreningens
midler, og sikre mod misbrug af disse midler, ved at større
udgiftsbilag skal underskrives af formanden og mindst ét
bestyrelsesmedlem.
Forslaget vækker en del debat. Kasserer Dennis Sørensen
bemærker, at der mangler en sådan kontrol, da midlerne i
DVF og børnehjemsfonden på nuværende tidspunkt let
kan hæves og bruges af kassereren uden yderligere kontrol. Man
vil altså først opdage skaden, når den er sket.
Nogle medlemmer foreslår, at det foreslåede
maksimumbeløb, som kan hæves uden underskrift, hæves
i forhold til de i forslaget angivne 4 gange foreningens
standardkontingent.
Beslutning: Forslaget ændres, således at
maksimumbeløbet, der kan hæves uden underskrift, bliver 10
gange standardkontingentet. Herefter vedtages forslaget.
Bestyrelsen pålægges at sikre foreningen mod at kassereren
lænser foreningens konti, evt. ved oprettelse af flere konti
eller særlig bankaftale der kræver underskrifter fra flere
bestyrelsesmedlemmer ved hævning af større beløb.
Bestyrelsen fremlægger sit andet forslag. Der foreslås en
vedtægtsændring, således at generalforsamlingen ikke
i fremtiden vil være forpligtet til at vælge 4 suppleanter,
men i stedet skal vælge mindst 2 og højst 4. Beslutning:
Forslaget vedtages uden kommentarer.
9. Indkomne forslag
Tage Søndergaard har stillet forslag om, at oplagstallet
på Vegetaren hæves og bladet sendes gratis til alle
biblioteker.
Joh Vinding bemærker, at dette kun svært lader sig
gøre i år, nu da årets budget allerede er vedtaget.
Herefter følger nogen debat, og et medlem foreslår, at man
i stedet sørger for at lettet indmeldelsesproceduren ved at
gøre det muligt at melde sig ind og betale direkte via
foreningens hjemmeside. Bestyrelsen lover at se på denne
mulighed.
Britt Søndergaard foreslår, at der altid skal være
girokort i midten af bladene. Sune Borkfelt bemærker, at dette
giver besvær, da vi har erfaring med, at girokort i bladene er
skyld i, at nogle medlemmer kommer til at betale dobbelt kontingent.
Bestyrelsen opfordres til at se på formuleringerne på den
seddel, hvor girokortet er påtrykt eller til kun at sætte
girokort i de blade, der ikke sendes til medlemmer.
10. Forslag og ansøgninger til
Dr. Michael Larsens Vegetariske Børnehjemsfond
Vi har 9.500 til uddeling og har modtaget én ansøgning,
nemlig fra Aktion Børnehjælp, som søger på
vegne af det indiske børnehjem, som fonden flere gange i de
foregående år har doneret penge til.
Et medlem foreslår at runde beløbet til uddeling op til
10.000 kr.
Beslutning: Det vedtages donere 10.000 kr. til børnehjemmet i
Indien.
11. Valg
Britt Søndergaard genvælges som formand uden modkandidater.
Bestyrelsesmedlemmer på valg: Sune Borkfelt, Peter Als og Winnie
Feveile genopstiller. Dennis Sørensen genopstiller ikke.
Der er i år fire bestyrelsesmedlemmer på valg. Dette
skyldes, at Winnie Feveile sidste år blev valgt som suppleant for
et år og siden er indtrådt i bestyrelsen. Der skal
således vælges 3 bestyrelsesmedlemmer for 2 år og et
bestyrelsesmedlem for 1 år.
Nye kandidater til bestyrelsen: Erik Weihrauch, Joh Vinding og Jesper
Rønn-Simonsen.
De nye kandidater præsenterer kort sig selv, og Sune
fortæller kort om Peter Als, der ikke er til stede.
Der afholdes en skriftlig afstemning således, at alle skriver 4
navne på en seddel. De tre med flest stemmer bliver valgt for 2
år, og den næste i rækken vælges for 1
år.
Afstemningsresultat:
Sune Borkfelt: 21 stemmer.
Winnie Feveile: 19 stemmer.
Peter Als: 19 stemmer.
Erik Weihrauch: 15 stemmer.
Jesper Rønn-Simonsen: 14 stemmer.
Joh Vinding: 7 stemmer.
Dvs. Sune, Winnie og Peter Als vælges for to år. Erik
vælges for ét år.
Suppleanter: Jesper Simonsen vælges som førstesuppleant.
Preben Holst vælges som andensuppleant.
Susanne Aagaard vælges som revisor.
Tage Søndergaard vælges som revisorsuppleant
12. Eventuelt
Dennis takkes for mange års tro tjeneste efter 10 år i
bestyrelsen som bl.a. formand og kasserer. Britt Søndergaard
foreslår på vegne af bestyrelsen af Dennis udnævnes
til æresmedlem. Dette vedtages og Dennis holder en lille
takketale.
Tidligere på aftenen er desuden fremført følgende,
som her refereres under eventuelt:
Nicky Brown meddeler generalforsamlingen, at tidligere mangeårigt
bestyrelsesmedlem Wagner Gregersen er afgået ved døden og
fortæller lidt om ham. Forsamlingen holder et øjebliks
stilhed for at mindes Wagner Gregersen.
Nicky Brown spørger til foreningens lokaler, nu da Dennis
Sørensen udtræder af bestyrelsen og foreningen i nogle
år har haft adresse hos ham. Vi kan fortsat bruge Dennis’ lokaler
til opmagasinering og som officiel adresse foreløbig.