Korrespondance med Urtekram ang. produkter med gelatine


Brev fra DVF til Urtekram:

10. oktober 2007

Kære Urtekram,

Vi har i Dansk Vegetarforening med skuffelse kunnet konstatere, at Urtekram nu har lanceret produkter, som indeholder gelatine.

At en virksomhed, der i 35 år har stået for økologisk og vegetarisk kvalitet – og flere gange har reklameret netop med, at alle dets produkter var vegetariske – nu lancerer sådanne produkter, kommer som en stor overraskelse for os, og det er med stor beklagelse, at vi ser denne ændring i de principper, som forbrugere igennem så mange år har lært at stole på. Det er utvivlsomt, at Urtekram med sine nye produkter vil komme til at vildlede de mange forbrugere, som trygt formoder, at virksomhedens produkter altid er vegetariske, og som køber disse af netop denne årsag. Dermed svigter Urtekram efter vores opfattelse med de nye produkter det ansvar overfor forbrugerne, som følger med det at være landets største producent og leverandør af vegetariske produkter.

I en tid, hvor anerkendte organisationer og institutioner som FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), WorldWatch Institute og Danmarks eget Institut for Miljøvurdering alle klart har konkluderet, at produktionen af animalske produkter udgør et problem for miljøet og er langt mere ressourcekrævende end vegetabilsk produktion, virker det ydermere besynderligt, at en virksomhed, der i 35 år har slået sig op på økologi og miljøvenlighed, føjer et animalsk produkt som gelatine til sin i øvrigt vegetariske produktion. Hvor Urtekram i mange år har været forud for sin tid, går virksomheden med dette skridt pludselig i den modsatte retning, netop som der i samfundet er en stadigt stigende fokus på miljø, økologi og vegetarisme.

Vi i Dansk Vegetarforening opfordrer jer derfor på det kraftigste til at imødekomme de talrige forbrugere og trofaste købere af Urtekrams produkter, som gennem så mange år har lært at stole på virksomhedens økologiske og vegetariske principper, og igen gøre Urtekram til en 100% vegetarisk virksomhed.

Med venlig hilsen,

Sune Borkfelt
Næstformand, Dansk Vegetarforening (DVF)


Svar fra Urtekram:

17. oktober 2007

Kære Dansk Vegetarforening,

Mange tak for din mail vedrørende Urtekrams nye slikserie.

Urtekram A/S har i mange år arbejdet for at øge udvalget af vegetariske produkter. En strategi, der yderligere blev understøttet af købet af Danmarks ældste vegetariske virksomhed Nutana i 2005. Vi kan derfor tilbyde vegetarer og andre med fokus på sundhed et bredt udvalg af spændende produkter, der er velegnede som en del af en vegetarisk og sund livsstil. Urtekram A/S markedsfører over 1900 produkter under Urtekram-varemærket, hvoraf ca. 1500 produkter er helt uden animalske ingredienser. F.eks. har vi haft stort fokus på at finde snacks som kager og kiks uden mælk og æg, der ellers er meget gængse ingredienser i den type produkter.

Hvor det er muligt, foretrækker vi det vegetabilske frem for det animalske alternativ, men det er vigtigt for os ikke at gå på kompromis med produktkvaliteten. Desværre oplevede vi, at vores gelatine-fri slik ikke kunne leve op til vores strenge kvalitetskriterier, hverken internt eller hos en bred gruppe af forbrugere. Det tog vi efter længere tids overvejelser konsekvensen af og valgte at lancere en slikserie med gelatine fra grise. Et valg vi har fået rigtig god feedback på fra detailhandlen og forbrugerne, da den nye slikserie lever op til de krav, der generelt stilles til sliks smag, konsistens og farver.

Som altid har vi valgt at være helt åbne omkring vores valg, og de ingredienser vores produkter indeholder, så forbrugerne har mulighed for at gøre de til- og fravalg, de har behov for. Vi har derfor tydeligt informeret om, at Urtekrams nye slik nu indeholder gelatine fra grise i ingredienslisten på produkterne. Derudover er den nye slikserie også kommet i et helt nyt og anderledes design, så forbrugerne ikke skal være i tvivl om, at der er tale om helt nye produkter.

Urtekram A/S er en af Danmarks hurtigst voksende, økologiske virksomheder og vi har mere end 30 års erfaring med økologi. For os er det naturligt, at alle vores produkter kun indeholder rene råvarer og det skal forbrugerne trygt kunne stole på. Derudover skal forbrugerne også kunne stole på, at når de vælger Urtekram, så har de valgt et produkt med en unik produktkvalitet. Derfor udvælger vi vores produkter nøje og kan garantere, at hvis vi vælger produkter med animalske ingredienser vil det tydeligt fremgå på emballagen.

Med venlig hilsen / Best regards

Anette Nysted Esbensen
Kvalitetsafdelingen/Quality
Urtekram A/S


Brev fra DVF til Urtekram:

22. okt. 2007

Kære Anette Nysted Esbensen,

Tak for dit standardsvar ang. gelatinen i de nye slikprodukter fra Urtekram.

At Urtekram i mange år har arbejdet for at øge udvalget af vegetariske produkter er jo ingen hemmelighed. Faktisk er det, som det fremgår af vores brev til jer 10. okt., netop en af de ting, der gør, at vi finder brugen af gelatine i de nye produkter særligt bekymrende

Når et firma så længe har været vegetarisk og har markedsført sig på dette, forventer mange forbrugere – med god grund – at denne virksomhed fortsat er vegetarisk og ser virksomhedens navn alene som en garanti for dette. Urtekram har i vegetarerne – såvel som i de øvrige forbrugere, der ønsker så ren mad som muligt eller ønsker specifikt at undgå animalske tilsætningsstoffer og gelatine – en kundegruppe, som i disse år er voksende og som ofte er meget loyale, når de først har den opfattelse, at de kan stole på en bestemt virksomheds produkter. Det er derfor virkelig ærgerligt, at I har valgt at tilsidesætte hensynet til denne kundegruppe og de vegetariske principper, som virksomheden i sin tid blev grundlagt på.

Du skriver i dit svar, at Urtekram har været helt åbne omkring jeres valg af gelatine og at I ’tydeligt’ informerer om dette i ingredienslisten på de nye produkter. Men i betragtning af den tillid, som mange vegetariske forbrugere utvivlsomt har til Urtekrams produkter, er dette ikke megen information. For netop når man I så lang tid har vænnet sig til, at en bestemt virksomheds produkter altid er vegetariske, bliver det mindre sandsynligt, at man nærlæser ingredienslisterne på produkterne. Et så markant skift – fra produkter der markedsførtes med ordet ’gelatinefri’ trykt på forsiden til nu lignende produkter med gelatine fra grise – bør derfor efter vores mening følges af langt tydeligere information, så vegetarer ikke risikerer at gå galt i byen. Når I nu vælger vegetarerne fra som kunder til jeres slikprodukter til fordel for, som du skriver i dit svar, ’en bred gruppe af forbrugere’, hvorfor så ikke skrive det på forsiden af produktet og annoncere det åbent og ærligt i jeres nyhedsbrev?

Af dit svar fremgår det, at der under Urtekram-varemærket markedsføres over 1900 produkter, hvoraf ca. 1500  er helt uden animalske ingredienser. Vi var på forhånd bekendt med, at visse Urtekram-produkter ikke var 100% vegetabilske, men f.eks. indeholdt mælk, men er det tilfældet, at andre af Urtekrams produkter – udover de nye slikprodukter – indeholder andre animalske ingredienser end mælkeprodukter og æg, og dermed ikke er egnede for vegetarer? I givet fald vil vi meget gerne udbede os en liste over de produkter fra Urtekram, som ikke er vegetabilske, med angivelse af hvilke af disse, der ikke er egnede for vegetarer. På denne måde vil vi kunne give vore medlemmer – jeres kunder – muligheden for at gøre de til- og fravalg, de har behov for.

Med venlig hilsen,

Sune Borkfelt
Næstformand, Dansk Vegetarforening (DVF)


Svar fra Urtekram:

2. nov. 2007

Kære Sune Borkfelt,

Nedenstående gælder kun varer i Urtekram brand:

I vort varesorrtiment er det pt kun vores nye slik, der indeholder gelatine.

Nogle af vore chokolader indeholder mælk. Lemon muffins indeholder æg.

”Tortilla chips med ost” samt ”Emmentaler & græskarkerner gourmetknækbrød” indeholder ost baseret på vegetabilsk osteløbe.

”Quicknoodles med ost”:  Osten kan muligvis være baseret på animalsk løbe.

På ledelses plan er der besluttet følgende:

Urtekram brandet indeholder kun økologiske varer. Nutana brandet indeholder kun vegetariske varer (kan indeholde ost på veg. løbe).

Der vil derfor i fremtiden godt kunne forekomme animalske ingredienser i Urtekram varer.

Håber dette besvarer dit spørgsmål.

Med venlig hilsen / Best regards

Anette Nysted Esbensen
Kvalitetsafdelingen/Quality Department