Vegetarisme: klima og miljø


I forbindelse med Dansk Vegetarforenings igangværende klima- og miljøkampagne, har vi bl.a. sendt nedenstående brev til udenrigsministeren som medarrangør af den internationale klimakonference i 2009:


Århus, den 15. december 2008

Kære Per Stig Møller,

I en tid, hvor flere og flere bekymrer sig om de voksende klimaproblemer, er det i stigende grad vigtigt, at ethvert muligt bidrag til løsning af problemerne bliver undersøgt til bunds og taget alvorligt blandt beslutningstagere såvel nationalt som internationalt.

Ikke desto mindre bliver selv veldokumenterede fakta ikke altid taget alvorligt eller mødt med handling fra beslutningstageres side. Det er nu snart to år siden, at FAO i rapporten Livestock’s Long Shadow – Environmental Issues and Options klart konkluderede, at verdens husdyrproduktion bærer en uforholdsmæssigt stor del af ansvaret for den globale opvarmning (1).  Rapporten slog blandt andet fast, at husdyrproduktionen på verdensplan bidrager mere til drivhuseffekten end den samlede transportsektor.

Også bl.a. rapporter fra Institut for Miljøvurdering, Worldwatch Institute og senest miljøorganisationen Greenpeace har påpeget den store miljømæssige belastning fra animalsk produktion, ligesom formanden for det internationale klimapanel har talt varmt for et nedsat kødforbrug i forbindelse med klimaforandringerne (2).  Samtidig vokser verdens samlede kødproduktion i et hidtil uset omfang og forventes af FN at stige til nær det dobbelte inden 2050, hvis udviklingen fortsætter.

Dansk Vegetarforening har for nylig sendt et brev til Klimaministeren, hvori vi opfordrer til både bedre oplysning for borgerne og handling i forhold til de klimaproblemer, som en stigende animalsk produktion giver.

I den forbindelse vil vi også gerne opfordre Udenrigsministeriet, som står for logistikken i forbindelse med den internationale klimakonference i 2009, til at inddrage det miljømæssigt problematiske ved animalske produkter i denne planlægning og f.eks. lade hovedparten af måltiderne ved konferencen være vegetariske. Dette vil være et klimavenligt initiativ med en kraftig symbolværdi, der vil kunne skabe opmærksomhed om emnet. Samtidig vil man med ét slag kunne tage hensyn til en række religiøse og kulturelle tabuer, da disse ofte vedrører animalske produkter og derfor spiller en mindre rolle, når maden er vegetarisk.

Samtidig vil vi gerne opfordre regeringen til at arbejde for en større inddragelse af strategier for nedsat animalsk produktion i forbindelse med klimapolitiske initiativer, både nationalt og internationalt. På denne måde vil man ikke kun gavne miljøet og hjælpe med at bremse klimaforandringer, men også opnå gevinster for folkesundheden og spare liv.

Med venlig hilsen,

Sune Borkfelt
Næstformand, Dansk Vegetarforening (DVF)

-------------

(1) Livestock’s Long Shadow. FAO, 2006.

(2) Fødevarers Miljøeffekter – det politiske ansvar og det personlige valg. Institut for Miljøvurdering, 2006.

Worldwatch Paper #171: Happier Meals: Rethinking the Global Meat Industry. Danielle Nierenberg, Worldwatch Institute, 2005.

Cool Farming: Climate Impacts of Agriculture and Mitigation Potential. Greenpeace, 2008.

Less Meat, Less Heat - IPCC Chairman insists on eating less meat.


-----------------

Det har foreløbig affødt følgende svar:

17.12.08

Kære Sune Borkfelt,

Tak for din mail til Udenrigsministeren af den 15. december om inkorporering af klimavenlige initiativer i forbindelse catering under COP15, som jeg er blevet anmodet om at besvare.

Catering-opgaven i forbindelse med COP15 er ganske rigtigt en stor og vigtig udfordring for arrangørerne. Værdien af opgaven, som skal løses på kommercielle betingelser, er imidlertid så stor, at den i henhold til EU-reglerne skal i offentligt udbud. Dette udbud er vi i øjeblikket ved at forberede, og det gælder også den detaljerede kravspecifikation, som caterer skal respektere.

Det overordnede mål med alle vore praktiske forberedelser til konferencen er at skabe et optimalt forhandlingsklima for deltagerne, så vi herigennem medvirker til skabe en ny global ordning vedr. begrænsning af drivhusgasser. Madmæssigt betyder det, at der skal være noget for enhver smag. Og den caterer, der vil få tildelt opgaven, skal derfor kunne tilbyde deltagerne flere forskellige typer mad, herunder selvfølgelig også vegetarisk. Overordnet lægger vi vægt på bæredygtighed og økologi, variation, sundhed og velsmag. Desuden vægtes økonomi højt for at imødekomme de deltagere, der ikke har råd til det danske prisniveau.

Hvis du vil vide mere, kan du eventuelt følge med i udbuddet på vores hjemmeside cop15.dk. Vi påregner at lægge materialet på hjemmesiden ultimo januar 2009.

Vi vil desuden ønske dig en god jul og et godt nytår.

Med venlig hilsen

Rikke Zeuner, ansvarlig for Catering
COP15 Logistik